Solcellepotentiale og porteføljescreening

For kommuner og større ejendomsporteføljer

En større bygningsportefølje kan rumme et betydeligt solcellepotentiale, men potentialet er sjældent jævnt fordelt. De største tage er ikke nødvendigvis de bedste solcelleprojekter.

Nordløv udfører porteføljescreeninger af solcellepotentialet for kommuner og større ejendomsejere. Vi kombinerer bygningsdata, faktisk elforbrug, tekniske forhold og økonomiske beregninger for at identificere de ejendomme, hvor solenergi giver størst værdi.

Resultatet er et samlet beslutningsgrundlag, der gør det muligt at prioritere projekterne og planlægge den videre udrulning af solenergi på tværs af porteføljen.

Porteføljescreening er én del af vores samlede solcellerådgivning, hvor vi hjælper fra de første analyser og prioriteringer til projektering, udbud og realisering.

Energianalyser i stor skala

Porteføljescreening
– fra data til prioritering

Mere end en automatisk tagscreening

Digitale kort- og screeningsværktøjer kan hurtigt estimere, hvor mange solcellepaneler der fysisk kan placeres på en tagflade. Det kan være et nyttigt første input, men siger kun en begrænset del om, hvor attraktivt et solcelleprojekt reelt er.

Nordløvs porteføljescreeninger går derfor videre end geometrien. Vi kombinerer bygnings- og tagdata med blandt andet faktisk elforbrug, forbrugsprofil, forventet produktion, egenudnyttelse, målerstruktur, tekniske forhold og økonomi. Hvor det er relevant, indgår også batterilagring og alternative løsningsscenarier.

Resultatet er ikke blot et kort over mulige panelarealer, men et beslutningsgrundlag, der gør det muligt at sammenligne ejendommene og prioritere de projekter, der bør arbejdes videre med.

Hvor skaber solenergi størst værdi?

To bygninger med samme tagareal kan have vidt forskellig økonomi i et solcelleanlæg.

Bygningens elforbrug og forbrugsprofil, tagets geometri og beskaffenhed, typen af elkunde, mulighederne for egetforbrug og den forventede investering har alle betydning for, hvor attraktivt et anlæg er.

Derfor arbejder vi med en samlet vurdering af den enkelte ejendom. Data om bygninger og faktisk elforbrug kombineres med vores økonomiske beregningsmodeller, så forskellige ejendomme og løsningsscenarier kan sammenlignes på et ensartet grundlag.

Resultatet er et investerings- og beslutningsgrundlag, der gør det muligt at prioritere de ejendomme, hvor potentialet er størst – økonomisk, energimæssigt og teknisk.

Fokusér analysen dér, hvor potentialet er

En porteføljescreening behøver ikke behandle alle bygninger med samme detaljeringsgrad.

Vi starter derfor typisk med en afgrænsning af bygningsmassen. Den kan følge kommunens egne prioriteringer eller ske gennem en indledende grovsortering, hvor ejendomme med begrænset potentiale frasorteres på baggrund af eksempelvis elforbrug, tagforhold, anvendelse eller andre grundlæggende kriterier.

På den måde bruges ressourcerne på de bygninger, hvor en nærmere analyse reelt kan føre til en prioritering.

Porteføljescreeningen kan tilrettelægges på forskellige niveauer. For nogle kommuner er behovet et hurtigt strategisk overblik over en stor bygningsmasse. For andre er der behov for et mere detaljeret beslutningsgrundlag på færre ejendomme. Omfang og detaljeringsniveau aftales derfor ud fra porteføljens størrelse, datagrundlaget og den beslutning, screeningen skal understøtte.

Fra porteføljescreening til konkret potentialescreening

Porteføljescreening giver overblikket og prioriteringen. De mest interessante ejendomme kan herefter undersøges nærmere gennem en individuel potentialescreening.

Her går vi fra det strategiske porteføljeniveau til den konkrete bygning og undersøger mulighederne mere detaljeret. Vi ser blandt andet på tagflader, anlægsstørrelse, elproduktion, egetforbrug, tekniske forhold, økonomi og klimaeffekt.

Samtidig undersøger vi, om solcelleanlægget med fordel kan indgå i en bredere energiløsning. Det kan eksempelvis være i samspil med batterilagring, ladestandere, varmepumper, fleksibelt elforbrug eller andre teknologier.

Dermed bliver porteføljescreeningen ikke et isoleret regneark, men første led i en proces fra strategisk prioritering til konkrete og realiserbare projekter.

Specialiserede analyser baseret på egne beregningsmodeller

Vi har mange års erfaring med analyser og rådgivning inden for solenergi og har gennem tiden udviklet vores egne beregningskerner til vurdering af både enkelte anlæg og større bygningsporteføljer.

Det gør det muligt at gå væsentligt længere end traditionelle screeninger baseret på tagareal og årsforbrug. Vi kan kombinere faktiske forbrugsdata, solcelleproduktion, kundetype, energipriser og tekniske forudsætninger i detaljerede beregninger og simulere, hvordan forskellige løsninger påvirker økonomien over tid.

Beregningsmodellerne er udviklet med udgangspunkt i de problemstillinger, vi møder i konkrete projekter, og videreudvikles løbende i takt med ændringer i energimarkedet, teknologi og rammevilkår.

Det giver os mulighed for både at analysere store porteføljer effektivt og gå i dybden med de ejendomme, hvor beslutningsgrundlaget kræver større præcision. Resultatet er ikke blot en vurdering af, hvor der kan etableres solceller, men et grundlag for at vurdere, hvor investeringerne skaber størst værdi.

EU's bygningsdirektiv som en del af porteføljeplanen

Det reviderede EU-bygningsdirektiv, EPBD, gør det endnu mere relevant at betragte kommunens bygninger som en samlet portefølje.

Direktivet indfaser krav vedrørende solenergi på offentlige bygninger og skærper samtidig kravene til den energimæssige ydeevne for den europæiske bygningsmasse. Det betyder, at beslutninger om solenergi med fordel kan ses i sammenhæng med kommunens øvrige renoverings- og energiindsatser.

Som en del af porteføljescreeningen kan vi kortlægge, hvilke ejendomme der kan blive berørt af de kommende krav, og sammenholde dette med bygningernes solenergipotentiale, energimæssige performance og planlagte investeringer.

Det giver mulighed for at tænke flere indsatser sammen og prioritere investeringerne, så de både understøtter kommunens energi- og klimamål og forbereder bygningsporteføljen på kommende krav.

Fra porteføljescreening til udbygningsplan

Når potentialet er kortlagt, kan vi hjælpe med at omsætte resultaterne til en konkret plan for den videre proces.

Det kan eksempelvis være relevant at samle flere solcelleanlæg i udbudspakker, koordinere projekterne med planlagte tagrenoveringer eller kombinere solceller med batterier og andre energiteknologier.

På den måde kan kommunen gå fra enkeltstående solcelleprojekter til en mere systematisk og langsigtet udbygning af solenergi på tværs af bygningsporteføljen.

Porteføljescreening tilpasset jeres behov

Der findes ikke én rigtig måde at screene en bygningsportefølje på. Behovet afhænger blandt andet af porteføljens størrelse, de tilgængelige data og hvor langt organisationen er i arbejdet med solenergi.

Vi tilrettelægger derfor screeningen sammen med jer og aftaler, hvilke parametre der skal indgå, hvor detaljeret analysen skal være, og hvilket beslutningsgrundlag der er behov for. Det gør det muligt at afgrænse både omfang, detaljeringsniveau og rådgivningsbehov.

1. Afgrænsning og datagrundlag

Hvilke ejendomme skal indgå, hvilke data findes allerede, og hvad skal screeningen bruges til?

2. Screening af porteføljen

Vi kombinerer relevante bygnings-, energi- og soldata og frasorterer ejendomme med begrænset potentiale.

3. Teknisk og økonomisk analyse

De relevante ejendomme analyseres nærmere med de parametre, der er aftalt – eksempelvis elforbrug, produktion, egenudnyttelse, anlægsøkonomi, målerstruktur og batterilagring.

4. Prioritering af projekterne

Ejendommene sammenlignes på et ensartet grundlag, så de stærkeste projekter kan identificeres og prioriteres.

5. Videre mod realisering

De højest prioriterede ejendomme kan efterfølgende undersøges gennem detaljerede screeninger, projektering og konkret projektudvikling.

"Jo flere parametre og jo større detaljeringsgrad, desto mere omfattende bliver screeningen. Vi hjælper med at finde det niveau, der giver mening for jeres beslutning."

Erfaring med porteføljescreening og realisering

Udvalgte eksempler på vores arbejde med solcellepotentiale, prioritering, batterilagring og realisering på tværs af større ejendomsporteføljer.

Københavns Ejendomme

Screening af solenergi og batterilagring på udvalgte ejendomme

Nordløv har for Københavns Ejendomme screenet 10 udvalgte ejendomme for potentialet for solenergi og batterilagring. Analyserne omfattede anlægsstørrelse, produktion, elforbrug, egenudnyttelse, økonomi og mulighederne for batterier. Screeningerne har dannet grundlag for den videre projektudvikling, og Københavns Ejendomme arbejder nu med etablering af anlæggene.

Region Hovedstaden
Center for ejendomme

Analyse af solcellepotentialet på tværs af en stor ejendomsportefølje

Teamets erfaring omfatter en gennemgående analyse af Region Hovedstadens hospitaler, administrationsbygninger og øvrige ejendomme med henblik på at kortlægge potentialet for solenergi. Arbejdet gav et samlet billede af mulighederne på tværs af en stor og kompleks bygningsportefølje og skabte grundlag for prioritering af de mest relevante ejendomme.

Hørsholm
Kommune

Strategisk kortlægning af kommunens solcellepotentiale

Nordløv bistår Hørsholm Kommune med at undersøge og prioritere potentialet for solenergi på kommunale ejendomme. Arbejdet omfatter tekniske og økonomiske analyser samt vurdering af blandt andet batterilagring, målerforhold og alternative placeringer. Formålet er at skabe et strategisk grundlag for kommunens videre planlægning og realisering af vedvarende energiprojekter.

Case

Lyngby-Taarbæk Kommune

Porteføljescreening af solcellepotentialet på 149 kommunale ejendomme

Nordløv har bistået Lyngby-Taarbæk Kommune med en samlet porteføljescreening af
149 kommunale ejendomme med det formål at skabe et strategisk beslutningsgrundlag for kommunens videre arbejde med solenergi.

Screeningen tager udgangspunkt i en kombination af bygningsdata, elforbrug, kundetype, anvendelse og anvendelige tagarealer. I stedet for alene at kortlægge, hvor mange solcellepaneler der fysisk kan placeres på de enkelte bygninger, har analysen fokus på at identificere de ejendomme, hvor et solcelleprojekt samlet set vurderes at være mest relevant.

For de enkelte ejendomme er der blandt andet arbejdet med mulig installeret effekt, forventet elproduktion, egenudnyttelse, anlægsøkonomi og forventede besparelser. Resultaterne er samlet i en ensartet metode, der gør det muligt at sammenligne ejendommene og prioritere de stærkeste projekter til videre udvikling.

Arbejdet er siden ført videre, og Nordløv rådgiver nu kommunen i forbindelse med realisering og udførelse af konkrete solcelleanlæg. Samtidig rådgiver vi omkring implementering af batterisystemer på ejendomme med eksisterende eller planlagte solcelleanlæg, så produktion, forbrug og lagring kan tænkes sammen.

Casen illustrerer dermed hele vores tilgang: fra porteføljescreening og prioritering til konkrete anlæg og energilagring i drift.

Tag os med på råd

Har I en konkret idé eller et behov, I gerne vil vende, tager vi gerne en indledende dialog.


Vi hjælper både med de tidlige overvejelser, afgrænsning af opgaven og den videre proces, hvis der er behov for det. Uanset om det handler om en enkelt bygning, en større portefølje eller et mere komplekst projekt, er I velkomne til at kontakte os.

For yderligere information

Mike Staunstrup

22 10 08 55
kontakt@nordloev.dk

Mike Staunstrup, rådgiver og partner

Vi er medlem af

Logo med teksten 'GATE 21' og sloganet 'PORTEN TIL GRØN VÆKST'.
Logo for Dansk Solcelleforening med en blå solcelle ikon og teksten 'Dansk Solcelleforening'